Siden jeg blev far er det ærligt talt ikke blevet til meget træning (læs: ingen overhovedet). Derfor er jeg nu blevet indehaver af en vaskeægte farkrop, hvilket ifølge min kone ikke er noget problem. Jeg er dog ikke helt enig i, at det klæder mig med lidt ekstra på sidebenene, for jeg har altid identificeret mig som en mere atletisk type.
Jeg har altid været meget fysisk aktiv, enten gennem sport og fritidsaktiviteter, eller ved træning i fitnesscenter. Efter jeg har fået børn har der været minimalt med fritid og når der endelig er en ledig stund, er det ikke løbebånd og håndvægte, som jeg tænker på som det første. Det er snarere sofaen, hvor jeg kan få mig et tiltrængt hvil, inden jeg igen skal tumle, lege gemmeleg, skifte ble osv.
Nu har jeg dog besluttet, at min polstrede og bløde bamsekrop skal væk, så jeg i stedet kan vende tilbage til fordums tid, hvor min overkrop var som skåret i granit.
Jeg begyndte i sidste måned, hvor jeg, helt klassisk, startede alt, alt, aaaaalt for hårdt ud med en løbetur. Det skyldes nok, at jeg førhen ville kunne have tilbagelagt den samme distance i det samme tempo uden det store besvær, men den gik altså ikke denne gang, hvorfor jeg kun lige med nød og næppe klarede mig i mål, hvorefter jeg var FÆRDIG! Fuldstændigt færdig. Jeg tror endda jeg vil bruge ordet ’ødelagt’ til at beskrive min krop efterfølgende.
Det er tilsyneladende en klassisk fejltagelse, som mange begår, når de vil i gang med at træne igen. Min ven, som går meget op i fitness, har i hvert fald fortalt, at mange ender med at brænde ud indenfor den første måned, fordi de simpelthen vil det for meget. Resultaterne kan ikke komme hurtigt nok, hvorfor de presser sig selv alt for hårdt. Når det sker, får man en dårlig oplevelse med træningen, hvorfor man ganske naturligt ikke har specielt meget lyst til at fortsætte dagen efter.
Hans bedste råd var derfor, at jeg skulle starte mere stille ud og få klaret nogle træningssessioner, hvor jeg rent faktisk nyder det. Jeg mener han fortalte, at jeg skulle fokusere på rejsen i stedet for destinationen – altså at selve træningen var vigtigere end resultaterne.
Det er blevet til 2 løbeture og en enkelt tur i fitnesscentret siden jeg fik guldkornene af min kammerat og jeg må nok erkende, at han umiddelbart har ret. De sidste 3 gange, har jeg undladt at presse mig selv helt flad og i stedet forsøgt at finde glæde og fornøjelse i træningen. Det har umiddelbart virket, for allerede nu, hvor jeg skriver dette, har jeg lyst til at trække i træningstøjet og dyrke noget motion.
